Med de bedste intentioner er jeg gået i gang med at rydde op i et skab. Men jeg bliver så engageret, at jeg overhører smertesignalerne og fortsætter, til det ikke bare er skabet, der er færdigt, men også mig.

Det minder mig om min far, der nærmest ikke holdt en pause, når han gik i gang med et projekt.

Problemet med at knokle på uden pause, hvis man samtidig har smerter ...for smerterne fortsætter, efter man er stoppet med sit projekt.

Men...det er bare så svært at stoppe, når jeg først er i gang med noget, for det giver en fantastisk tilfredshedsfølelse at blive færdig med noget. Lidt som at købe en ny, fed trøje ...den gode følelse varer bare ikke så længe. Og hvordan kan man lige være der for sin veninde, der har det skidt, når man er blæst omkuld af smerter? Og kan det virkelig passe, at jeg ligner min far?