Rockhistorier hylder en af den psykedeliske musiks største stjerner og periodens nok væsentligste kvindelige ikon i anledning af, at det i år er 50 år siden Janis Joplin tragisk og trist bød verden ret farvel, bare 27 år gammel.

Janis Joplin blev nemlig lige så berømt for det hun repræsenterede, som det hun skabte. Hun er således både et symbol på hippiebevægelsens frigørelsesprojekt, og et ikon for kvindesagens kamp mod patriarkatet. For Joplin brød afgørende med måden kvinder agerede på, privat som offentligt. Ingen hvid sangerinde havde tidligere trykket den så frigjort af på en scene, for hvor kvinder dengang stod ret op og ned og sang rent, klart og med tydelig diktion, kastede Joplin sig med krop, sjæl og dødsforagt over sine sange, og gav alt, hvad hun havde i sig – hver gang. Uden filter.

At hun var en ekstremt udtryksfuld sangerinde med dybfølt kærlighed til blues, soul, folk og rock, er hævet over enhver tvivl, det er bare at lytte til musikken. Dog kom en stor del af hendes berømmelse til at hvile på en efter datidens normer vild opførsel, da hun stort set gjorde, hvad der passede hende, gerne med en flaske whisky i hånden. Hun smed bh’en, gik i det flotteste hippiekluns, og eksperimenterede seksuelt med begge køn. Men bag den selvsikre facade og det lidt overkørte party image kæmpede Joplin med en række dæmoner, hvad der tydeligt høres i hendes kunst.

Selvom tiden mest var til bløde stoffer som hash og LSD, foretrak Joplin spiritus, speed og – desværre – heroin. Sidstnævnte slog hende ihjel på et motelværelse i Los Angeles en oktoberdag i 1970, netop som lp’en Pearl (Joplins kælenavn) var næsten færdigindspillet. Det er skæbnens ironi, at netop dén udsendt posthumt blev hendes største sællert og nok mest elskede overhovedet.