Rockhistorier hylder denne gang ikke bare et, men to af de bedste danske bands nogensinde nemlig Sods og Sort Sol. Første gang værterne stødte på orkestret var på tærsklen til et kuldslået årti i det forrige årtusinde, hvor de spillede et kort kantet sæt, der gjorde mindst lige så stort et indtryk som aftenens hovednavn, Iggy Pop.

Siden har vi fulgt dem i tykt og tyndt – og tro os, det har ikke altid været nemt og satte ofte ens tålmodighed på en hård prøve. I de tidlige år kunne man snildt vente både to, tre eller fire timer efter det annoncerede koncerttidspunkt, før de indfandt sig på scenen. Men de var (næsten) altid ventetiden værd. De har som ingen andre herhjemme været bevidste om, at rock også er et spørgsmål om stil og attitude. Undervejs i den lange karriere har de leveret hovedværker inden for både punken, postpunken, garagerocken og sammenbrudspoppen samt vist, hvordan man bliver en del af mainstreamkulturen uden at miste bid, vid, vildskab og uforudsigelighed.

De har aldrig spillet det sikre kort, og stridigheder både ind- og udadtil har været en væsentlig årsag til, at deres umiskendelige internationale format aldrig er blevet forløst kommercielt. Til gengæld har brydningerne sat sig markante, positive spor i musikken, der altid har været præget af en ærefrygtindgydende kompromisløshed og en stålsat vilje til konstant at eksperimentere med sit udtryk. Og få – om nogen andre – bands herhjemme har haft et liv, der har været præget af en så enestående balance mellem turbulens og værdighed. Det er også svært at komme i tanke om andre orkestre, der 39 år ind i karrieren leverer et gnistrende mesterstykke som ”Stor langsom stjerne”.

Ganske godt skuldret af et band, hvis debutalbum bl.a. fik følgende skudsmål af datidens toneangivende kritiker, Torben Bille: ’De er at ligne med kejserens nye klæder, holdt kunstigt oppe af mediemennesker, der enten er bange for at blive kørt bag om dansen eller har glemt at stave til energi”.

Er bogen så lukket nu? Vi ved det ikke. Det gør de vist heller ikke selv. Men uanset hvad, så er de værd at rejse en støtte for. Så det gør vi her.

Sods: Copenhagen (1979)
Sods: Marble Station (1980)
Sods: Misguided (1980)
Sort Sol: White Shirt (f1983)
Sort Sol: Ruby, Don’t Take Your Love to Town (1985)
Sort Sol: A Knife for The Ladies (1987)
Sort Sol: Abyss Revisited (1987)
Sort Sol: Indian Summer (1992)
Sort Sol: Siggimund Blue (1991)
Sort Sol: Daughter of Sad (1991)
Sort Sol: Når Solen stikker af (1991
Sort Sol: Dog Star Man (1993)
Sort Sol: Shaheeba Bay (1993)
Sort Sol: Kiss the Streets (1996)
Sort Sol: Sol 66 (1996)
Sort Sol: Rhinestone (2001)
Sort Sol: Like a Trance Like (2017)