29 JUN 2021 · Anna Søby Poulsen og Thomas Rask har begge måttet kæmpe for deres ungdomshuse i henholdsvis Faaborg og Herning. Anna er en del af bestyrelsen hos ungdomshuset og foreningen Falsetten, der blandt andet samler musikere og skatere under samme tag. Og Thomas, der står bag flere kulturprojekter i byen, har siddet i bestyrelsen for foreningen og ungdomshuset Kontrast.
De to foreninger minder på mange måder om hinanden, men for et par år tilbage stod de to ungdomshuse over for hver deres udfordringer. I 2018 blev bygningen, hvor Falsetten holdt til, pludselig sat til salg. Og i 2019 mistede bestyrelsen hos Kontrast deres alkoholbevilling i forbindelse med et generationsskifte i bestyrelsen. Nu kan de ikke længere tjene penge ind til at betale de musikere, de booker til koncerter i huset.
I det her afsnit af Aktion kan du høre, hvordan Anna og Thomas gennem aktioner, kampagner og nye samarbejder bliver hørt og finder nye løsninger, der sikrer ungemiljøet, vækstlaget og ungdomsdemokratiet i de to byer.
Hvordan går man fra at have en holdning til at sætte handling bag sine ord og sætte et projekt i verden? I programmet Aktion undersøger vi hvilke holdninger, frustrationer og oplevelser, der giver handlekraft og mod til at starte et projekt. Vi skal høre fortællinger fra unge ildsjæle fra både Danmark og resten af verden, der har taget initiativ til at starte et projekt, der skal gøre en forskel i verden. Som lytter bliver du taget med helt ind i maskinrummet og sammen graver vi ned i, om det er nemt at gøre en forskel i verden? Eller om det kræver blod, sved og tårer?